Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Afd. Asgård

Om afdeling Asgård

Da Særforsorgen blev nedlagt i 70’erne, oprettedes en række centerskoler på landsplan, hvor elever med funktionsnedsættelse blev integreret i folkeskolen.

I Ringsted blev der bygget to centerskoler, Sdr. Parkskolen i 1971 og Asgårdsskolen i 1979. De to centerskolers målgrupper blev henholdsvis døve-tunghøre elever og elever med vidtgående tale-/sprog- og/eller bevægehandicap. Begge skoler var lokale folkeskoler med en centerklasserække.

Centerskolerne blev centralt placeret i de daværende amter. Skolerne havde - og har - særlig ekspertise, idet en tværfagligt sammensat personalegruppe varetager elevernes samlede behov i et helhedstilbud.

”Asgårdsskolen” blev opført i samarbejde mellem Ringsted Kommune og tre tidligere Amter; Vestsjællands-, Roskilde- og Storstrøms Amt. AsgårdCentret modtager fortsat elever fra store dele af Sjælland, pt. 19 kommuner.

På skolen er undervisning, behandling (fysioterapi/ergoterapi), tale/høreundervisning og socialt samvær mellem mangfoldige børn en integreret del af skolens værdigrundlag og daglige praksis.

Miljøet på skolen rummer således det almene i det specielle og det specielle i det almene med en naturlig indfaldsvinkel til begrebet rummelighed.

Den specialpædagogiske viden og faglighed sammentænkes med almenpædagogisk viden for derved at sikre, at den enkelte elevs behov tilgodeses.

Der er hele tiden fokus på at skabe rum for fælles aktiviteter mellem alle elever på skolen, og da det bl.a. er et mål, at centereleverne hjemsluses til deres lokale folkeskoler efter en årrække, er der særligt fokus på samarbejdet mellem center- og distriktsklassen på samme årgang såvel i undervisningen som i SFO’en.

Dette sker ud fra et synspunkt om, at elevens alsidige, faglige og personlige udvikling, i forhold til en samfundsmæssig inkludering, optimeres i et inkluderende miljø.

Den 1. august 2012 blev Asgårdsskolen sammenlagt med naboskolen, Benløse Skole, og en ny skole opstod. Denne fik navnet ”Byskovskolen”. Samtidig blev centerafdelingerne ved Sdr. Parkskolen og Asgårdsskolen sammenlagt på afdeling Asgård. En sammenlægning, der fører de to tidligere selvstændige centerafdelinger tilbage til udgangspunktet fra 1964, hvor undervisningscentret lå på Valdemarskolen i Ringsted.

Byskovskolen består af afdeling Asgård, hvor centerafdelingen fortsat ligger, afdeling Benløse og Benløsegården (SFO2).

Brobygning i 6. klasse

Sleipner

Godt at vide